Brainstorm

From CCT - Vidensdeling
Revision as of 09:02, 12 December 2016 by Mr.mathiasen (talk | contribs)
Jump to navigation Jump to search

Udviklingslog (Status & Planer)

01 KM 30/9-2016 Første udkast (baseret på forløbsbeskrivelsessabelonen). Færdig - klar til review

Færdig efter review og korrektioner - medio oktober?


1. Introduktion til Brainstorm - hvad er brainstorm

Brainstorm er en metode til idégenerering. Brainstorm gennemføres som pararbejde eller i grupper. Brainstormmetoden anvendes til at udvikle og fastholde ideer og teknikken anvendes mange steder i udviklingsprocessen i informatik - både når der udvikles nye produkter og når eksisterende produkter/systemer udvides. Der er mange variationer af brainstorming. I det efterfølgende anvendes en metode med post-it notes og gruppering af disse. En metode der fungerer fint i undervisningssammenhæng. Undervisningstimen indledes med en kort præsentation af et dilemma, hvorefter eleverne laver en individuel brainstorm. Herefter præsenterer eleven sine post-it notes for en gruppe. En session der gentages to, måske tre gange.

Her er lidt baggrundsmateriale om klassisk brainstorm: https://innovation.sites.ku.dk/metode/klassisk-brainstormi/


2. Relation

Brainstorm er en af grundelementerne for innovation.

2.1 Forudsætninger Alle kan deltage i en brainstorm session - uden forudsætninger. Inden man går i gang, er det vigtigt at gruppen er enige om reglerne.

2.2 Relevans for forløb Brainstorm anvendes i forløbet "Malkebedriften Kløvergården" og i Pixi-udgaven "Hobbylandbruget Kløverhytten"

2.3 Relevans for kernestof Brainstorm går fint i spænd med mange af de faglige mål, idet der ofte foretages et idégenererings-forløb inden produkterne/systemerne udvikles. Faglige mål (den relevante dele er skrevet med kursiv:

 analysere og vurdere, hvordan it-systemer har betydning for og påvirker menneskelige aktiviteter, samt anvende brugerorienterede teknikker til konstruktion af it-produkter  realisere udvalgte interaktionsdesign i et konkret it-produkt og tilpasse eksisterende design og systemer i konsekvens heraf  redegøre for innovative udviklingsprocesser og skitsere idéer til innovative it-produkter

2.4 eksempel på eksamensspørgsmål Et eksamensspørgsmål kan fint indeholde en passus som: a) Din præsentation skal indeholde ...idéudvikling med brainstorm-metoden. b) ...forklar hvorledes projektgruppen anvendte brainstorm-metoden til idéudvikling.


3 Refleksion og tips fra andre undervisere

I en undervisningssituation hvor eleverne brainstormer, skal man som underviser give sig god tid og "go with the flow". Indtil eleverne er fortrolige med metoden, er det processen der er vigtig - ikke produktet.

Er der opstået en god gruppedynamik i en gruppe, er det vigtigere at lade eleverne "køre der ud af" end at følge modellen for brainstormforløbet. Formålet er ide-generering - der går alligevel nogle dage inden vi kan komme i gang med at udvikle produktet. Det er ofte en fordel at begynde den efterfølgende lektion med at reflektere over processen (med eleverne) og i den forbindelse kan man samle processen op.

Det er svært at måle om eleverne har lært teknikken. Det er et praktisk emne og det er først til eksamen eleverne får tid ordentlig til at reflektere over metoden - så husk at udlever materiale til eleverne, og opfordre dem til at tage billeder af processen undervejs - til deres portfolio-mappe.


4 Lektionsplan

Lektionsplanen er opbygget over en lille case-story. En case der også kan bruge som til at øve brainstorming med eleverne, hvis man mangler et emne. I casen skal der udvikles et produkt til Postmand Per - et emne der er tilpas fjollet til at eleverne leger med.

Per har tit katten Emil med på hans postrunde. Når Emil ikke er med, savner Per katten og får hjemve. Vores opgave er, at udvikle et produkt til Postmand Per der reducerer hans hjemve

Oversigt i skema

Lektion 1 15 min. Introduktion til brainstorm (inkl Postmand Per casen). Eleverne skal forstå hvad processen i en brainstorm-session er. En metode er at man som underviser har lavet en Power Point med nøgleord fra processen som gennemgås for eleverne. En anden metode er at lade eleverne læse højt for hinanden - et afsnit op ad gangen.

Kenmathiasenokt2016c.png Idéer skitseres eller skrives ned på post-it sedler (foto KM)

Følgende beskrivelse brainstorm og casen deles med klassen En brainstorm session foregår ved at alle deltagere har en 3M post-it blok som de skriver forskellige idéer ned på - én idé pr. seddel. Der begyndes med en individuel brainstorm. Hver deltager tegner eller skriver idéer til et produkt der løser et af brugerens dilemmaer. Produktet kan være en app, en hjemmeside eller noget helt tredje. Man må ikke snakke sammen. Den individuelle brainstorm foregår i tre minutter, hvilket føles som lang tid - smartphone og PC er forbudt imens man arbejder. Tankerne skal have frit løb og i denne første runde ses der bort fra alle begrænsninger. I Postmand Per eksemplet kan vi sagtens forestille os, at Emil kan Skype med Postmand Per, hvis Per får hjemve. Det er ikke teknisk muligt (en kat kan ikke bruge en PC), men det ser vi bort fra i denne del af brainstormen.

Når de tre minutter er gået, præsenterer hver enkelt deltager sine tre bedste idéer for de tre-fire andre elever man er i gruppe med. Hver idé forklares kort og klistres på tavlen. Det er vigtigt at ingen kritiserer den idé der fremlægges - det kan være at en umiddelbart vandvittig inspirerer en anden deltager til en realistisk variant. Hvis en idé minder om nogle af de andre idéer der er gennemgået, klistres den på tavlen i nærheden af dem den minder om.

Formålet med at præsentere ideerne for gruppen er, at trigge nye idéer på baggrund af de eksisterende forslag. Til sidst navngives de enkelte grupper af idéer.


Kenmathiasenokt2016d.png Ideerne grupperes løbende - hver gruppe kan navngives (foto KM)

20 min. Første runde (eleverne skal i gang) Når klassen forstår brainstorm-konceptet, skal eleverne selv i gang. Det er vigtigt at alle er helt klar over hvilken idé/produkt/løsning der skal udvikles/brainstormes over. I vores eksempel med Postmand Per, kan problemet formuleres som: "Tænk over idéer til, hvordan Postmand Pers hjemve kan reduceres."

Eleverne gennemfører nu individuel brainstorm og præsenterer efterfølgende deres idéer for gruppen. Her er man som underviser passiv og går rundt og iagttager elevernes arbejde. Hvis det går trægt med snakken i en gruppe kan man prøve at hjælpe dem i gang ved at gentage opgavebeskrivelsen. Det kan også hjælpe med let provokerende spørgsmål eller "Rasmus modsat"-spørgsmål.

15 min. Anden runde af Brainstorm session Nu har hver projektgruppe et antal idéer på tavlen - forhåbentlig er idéerne grupperet og navngivet. Underviseren forklarer det videre forløb for eleverne. Det der skal ske er, at eleverne i projektgruppen skal diskuter produktmulighederne i de forskellige idé-grupper. Når eleverne har snakket om de produkter der kan laves for at understøtte idéerne på post-it sedlerne, udvælges en idé-gruppe som alle deltagere skal arbejde videre med.

Nu skal der igen gennemføres runde individuel brainstorm - i tre minutter.

Efter den individuelle brainstorm præsenterer hver elev sine sedlerne på en tavle og igen samles ens produktkoncepter og idéer i grupper. Ofte opstår der i projektgruppen præference for en enkelt gruppe af idéer. Man kan fornemme at der er et eller andet spændende/smart ved idéerne i gruppen. Nogle gange gennemføres yderligere en brainstorm-session indenfor denne gruppe - andre gange er man enige om hvilket produkt der kan udvikles - og så er man klar til at næste fase i produktudviklingen. I denne fase er det igen underviserens rolle at liste rundt og lytte. Er der en god gruppedynamik går man stille videre.

Er en gruppe gået i stå, hjælper man dem lige i gang - ofte kan man stille provokerende spørgsmål eller lade åbenlys fejlagtige anskuelser ("hvorfor giver I ikke bare Per en gammel dåse kattemad med, så kan han lugter til den, når han får hjemve" - eller "hvorfor laver I ikke bare en maskine der beamer Emil over i postbilen").


Brainstom-seancen afsluttes når der er konsensus i projektgruppen om en skitse til et produkt. I Postmand Per projekt-eksemplet kan man forestille sig at der er konsensus om, at der skal laves "noget med et billede af Emil på Pers smartphone".

5 min. Afslutning Er der tid til det, kan man hurtigt spørge rundt i klassen om et par af de produkt-idéer der er fremkommet. Eleverne vil gerne fremvise deres geniale ide-forslag. Ellers er det altid godt at slutte med at repetere lektionens forløb. Det kan gøres ved at bruge et minut eller to på at høre hvad eleverne synes var det vanskeligste og det bedste ved Brainstorming. Ros ros ros - det er altid godt at slutte en lektion med at rose eleverne for deres indsats. Man må ikke lyve - find noget de kan roses for (det var nogle kreative forslag I kom frem til - sikke mange idéer I fandt på - i sidste halvdel af timen arbejdede I godt sammen - osv)